Ayurvedisk konsultation

En ayurvedisk konsultation giver dig viden og inspiration til at arbejde med din sundhed og din personlige udvikling. Vi har som mennesker et potentiale, som de færreste har fuld adgang til, men som vi med en ayurvedisk indsats gradvist kan blive bedre til at udnytte. Det handler ikke bare om sundhed og velvære, men om alle de store livsværdier, som f. eks. søvn, kreativitet, værdsættelsesevne, kærlighed, energi og overskud.

En ayurvedisk konsultation kan hjælpe med at sætte dig i gang, men den fulde værdi ligger i et vejledningsforløb, som fører frem til at udnytte det fulde potentiale, vi har som mennesker. Man må ikke forvente, at 1 konsultation kan nå alt på en gang. Man er nødt til at starte med det basale og så arbejde videre derfra.

Hvad det indebærer for den enkelte er individuelt, fordi vi er forskellige. Så vi må vurdere situationen og tage det næste skridt på baggrund af, hvor vi er kommet til. For at vide det har vi et nyttigt redskab i den ayurvediske pulslæsning. Den fortæller i detaljer om de processer, der er i gang netop nu og er et godt og nødvendigt pejlemærke til at planlægge det næste skridt.

Et ayurvedisk vejledningsforløb indebærer derfor, at vi mødes med jævne mellemrum. Her kan vi dels tale om erfaringerne med indsatsen, resultaterne som de opleves subjektivt og udviklingen, som den ses af pulslæsningen. Undertiden er det nødvendigt at ændre prioriteringen af den ayurvediske indsats i perioder med større pres i dagligdagen eller at flytte fokus, hvis resultaterne ikke er så tilfredsstillende, som vi kunne ønske os.

De redskaber vi bruger i den ayurvediske indsats er bl.a. vejledning i daglige rutiner, herunder døgnrytme, søvn, fordøjelse, kost, motion, yoga, meditation, aromaterapi, lydterapi, urtepræparater, marmaterapi og vedisk arkitektur.