Generel vejledning om fordøjelse

Spis i overensstemmelse med din appetit.
Spis lidt, hvis du kun er lidt sulten. Spis mere, hvis du er mere sulten. Hold op med at spise, når du ikke længere er sulten. 

Spis i ro og mag og uden unødig støj.
Giv dig tid til at spise. Tyg maden omhyggeligt. Spis siddende, uden TV eller radio og uden avisen eller andet, som trækker opmærksomheden væk fra spisningen. Undgå stress og negative samtaleemner ved bordet. Nyd maden!

Undgå at spise mad, som er tungt fordøjelig om aftenen.
Det er bedst at undgå ost, kød, yoghurt, mad varmet i olie og fed mad som aftensmad. Spis ikke lige før sengetid. Hvis man føler sig sulten ved sengetid, kan man tage ½ glas kogt, varm mælk med lidt kardemomme og ingefær.

Frokosten bør være dagens hovedmåltid.
Fordøjelsen er stærkest midt på dagen. Derfor bør den største fødemængde indtages her. Fordøjelsen kan også bedst klare de tunge fødeemner midt på dagen. Frokosten bør være velsmagende, varm, veltillavet (dvs. ikke kogt for meget eller for lidt) og frisklavet af årstidens sunde, usprøjtede, økologiske fødeemner.

Spis først, når sidste måltid er fordøjet.
Undgå at småspise i løbet af dagen.

Sørg for at få lidt af alle 6 slags smag
i maden hver dag i dit hovedmåltid. Hvis en eller flere slags smag mangler i maden, føler kroppen sig ikke tilfredsstillet. Pres nogle dråber frisk citronsaft på grøntsagerne eller salaten. Spis en lille skive frisk ingefær til maden. Og drys lidt gurkemeje på lidt af maden, hvis måltidet ikke indeholder bønner, linser eller ærter. 

Undgå iskolde drikkevarer.
Det er bedst at drikke lidt varmt vand til maden.

Sid og slap af nogle minutter, efter at du har spist.
'Slå mave', når du har spist.

Gåtur efter måltiderne.
Gå en lille tur på ca. 10 minutter efter måltiderne.

Det er godt at bruge fordøjelsesfremmende krydderier i maden.
F.eks. frisk ingefær og stødt spidskommen.

Honning bør aldrig opvarmes over 40° C.
Honning bør ikke benyttes som sødemiddel i varme drikke eller ved madlavningen. Rørsukker er det bedste sødemiddel.

Mælk bør indtages for sig selv. Undgå at drikke mælk til hovedmåltiderne. Brug piskefløde og vand i stedet for mælk i madlavningen. Det er bedst at drikke mælken varm. Kog mælken et par minutter under omrøring. Tilsæt lidt kanel (eller kardemomme), ingefær og gurkemeje rørt ud i lidt smeltet ghee efter kogningen. Tilsæt rørsukker (helst ayurvedisk rørsukker). Brug kun uhomogeniseret økologisk mælk.